En lemming var jeg aldrig

En lemming var jeg aldrig …

Mens andre lydigt fulgte de nedtrådte stier,

valgte jeg at gå mine egne veje.

”Skik følge eller land fly”

var aldrig mit motto.

Jeg fulgte min egen skik

og lod andre følge deres.

Hvor andre gik efter de hurtige penge,

gik jeg efter den eftertænksomme viden.

Hvor andre løb risikoen for tidlig nedslidning,

uddannede jeg mig på det lange, lange sigt.

Hvor andre satsede på det hurtige knald,

søgte jeg efter mit eget big bang.

Hvor andre skød alle de genveje, de kunne,

kæmpede jeg mig frem i krybesporet.

Hvor flertallet fulgte konventionerne

og smedede alliancer i det borgerlige ægteskab,

levede jeg og min elskede på polsk

i et alt andet end papirløst parforhold.

Hvor andre fik børn i den anbefalede alder,

ventede jeg og min elskede på det helt, helt rette tidspunkt.

Hvor andre anskaffede sig det konventionelle service,

lod jeg mig ikke bestikke, men samlede alt, der var ukurant.

Hvor andre fulgte professorens mindste vink,

svarede jeg ofte og gerne med en skarp retur.

Hvor andre fedtede sig til en fin karakter,

forsvarede jeg min egen, klinisk rene karakter,

Hvor andre fik stadig finere titler for stadig ringere indsats,

nægtede jeg at gå på kompromis med kvaliteten.

Hvor andre styrede målrettet mod det gode job,

styrede jeg ubønhørligt efter et højere mål.

Hvor andre lod sig føre med strømmen

og gladelig annammede den seneste menings-mode,

talte jeg nærmest af princip Roma midt imod

lige op i tidens guders harniskklædte ansigter.

Hvor andre lærte at leve og lære hele livet,

fyldte jeg op på "perfektions-kontoen".

Og mens jeg samlede på mine viise sten,

tærede sygdom koldt min livskraft væk.

Hvor andre frelste sig selv i en grum verden,

søgte jeg at frelse verden fra sig selv.

Hvor andre endte som midaldrende middel-mennesker,

endte jeg som oprørsk olding ude af trit med min tid.

Hvor andre i dag må udholde larmen fra deres børnebørn,

for ikke at tale om de unge forældres forventning til bedsteservice,

kan jeg sidde stille og roligt

og nyde den evige fred i mit store hus.

Jeg er sådan set noget for mig selv:

Jeg overtog ingen herskende normer eller hemmelig dagsorden,

Jeg formede mit eget liv fuldt og helt,

Jeg lod ingen beslutning være delt.

Nej, en lemming var jeg aldrig!

Desværre ...

----
Sommer 2014, Claus Piculell

Mulighed

----

Når en ung mand siger, at noget kan lade sig gøre,

eller en gammel mand siger, at noget ikke kan lade sig gøre,

så lytter jeg ikke.

Men når en ung mand siger, at noget ikke kan lade sig gøre,

eller en gammel mand siger, at noget kan lade sig gøre,

så lytter jeg!

----

Efterår 1997, Claus Piculell

Bedreviden

----

Da jeg var ung, troede jeg, at jeg var genial.

Nu ved jeg bedre.

Da jeg var ung, troede jeg, at verden lå for mine fødder.

Nu ved jeg bedre.

Da jeg var ung, troede jeg, at jeg var en ener.

Nu ved jeg bedre.

Da jeg var ung, troede jeg, at mennesket kunne forbedres.

Nu ved jeg bedre.

Da jeg var ung, troede jeg, at jeg ville blive stadigt dygtigere.

Nu ved jeg bedre.

Da jeg var ung, troede jeg, at jeg havde livet for mig.

Nu ved jeg bedre.

----

Efterår 1996, Claus Piculell

Højt SKUM** eller kunsten at styre røgen …

----

I mange år blæste chefer og anden elite på ikke-rygerne.

Nu er det åbenbart rygernes tur til at rejse.

Kan en væg ved et vindue virkelig vælte virksomheden?

Står det så sløjt til på nogle arbejdspladser?

Vender røgen mon igen, når der bliver mangel på arbejdskraft?

"Er De forvirret?"

Det vil De ikke være efter næste afsnit af:

Management og Moralisme - i røg og damp!

----

11. juli 1994, Claus Piculell *

* Allergisk ikke-ryger men ikke anti-ryger, jf. mit slogan:

Hvis du er så glad for din tobak, så nyd den endelig selv!

** (Højt) SKUM hentyder til: 
TV-serien "Skum" fra 70'erne, engelsk titel "SOAP"

Mens vi venter på tropevejr …

 - Danmarks årstider a la Nordbrandt -?
----

I det nye Klimadanmark er der ti årstider:

Gråsort regntid

Gråbrun regntid

Grågrøn grotid

Gulrød soltid

Gulgrøn grotid

Højrød soltid

Gråhvid regntid

Rødbrun soltid

Grårød forfaldstid

Gråblå regntid

----

Januar 2014, Claus Piculell

Hvor blev glæden af?

Det er forår, og jeg burde være glad.
Alligevel har jeg det, som om jeg gik rundt i en grav.
Hvornår forsvandt glæden fra mit liv?
Hvorfor forsvandt glæden fra mit liv?



Skyldes det de hidtil syv år i Odense?
Ellers en smuk, grøn og velindrettet by.
Men befolket af åndelige krybdyr,
Der ikke viger tilbage for nogen ondskab.


Skyldes det de alt for mange år i mit ægteskab?
Ellers en lovende forelskelse og en stadig kærlighed.
Men med en åndeligt forbitret kvinde,
Der ikke veg tilbage for at gnide sine frustrationer af på sine nærmeste.


Skyldes det de mange år i politik?
Ellers et ægte engagement i en værdig sag med et stort talent.
Men med en ensrettet og forvredet åndelig kultur,
Der ikke holdt nogen knive tilbage, uanset om kampfællen forblødte.


Skyldes det mine utallige forkerte valg?
Ellers truffet i bedste mening med grundighed og konsekvens.
Men med flere kloders oceaner af fornedrelse og nederlag,
Der ikke synes at have nogen ende.


Skyldes det mine egne titaniske fejl og mangler?
Ellers anbragt i et menneske med begavelse, følsomhed og retsind.
Men med uimodståelige brud på min ellers benhårde kontrol,
Der ville have gjort en åndelig Stalin grøn af misundelse.


Skyldes det en efterhånden total mangel på håb?
Ellers altid en drivkraft og altid klar til et comeback.
Men med så mange midlertidige tilbageslag,
Der nu er ved at blive gjort permanente.


Eller er det blot livet selv, der langsomt udraderer glæden?
Ellers tilranet og forsvaret mod et næsten historisk slid.
Men altid forgæves stillet over for skæbnens luner,
Der aldrig viger for menneskelighed.


Er det mon livets store spørgsmål, som jeg står over for?
Ellers fortolket af langt klogere filosoffer.
Handler det hele i grunden bare om,
Hvorvidt vi dør fysisk eller åndeligt først?

--------------------------------
Maj 2008, Claus Piculell

Lidenlunds lidelse

Så er det tid til en hadesang, som jeg har omskrevet ifm. min flytning af mine digte til et nyt nethotel.*

 
Melodi: "San Quentin"  **

Lidenlund, du er et værre mareridt
Det du ik' forstår regner du for skidt
Du skød mig ud og brød mig ned i kamp:
Med borgers snæversyn og bærmens tamp.

Lidenlund, mit had sender jeg til dig
Din lugt er lort, og dine folk er kvaj
Du vil vær' en storby, men tag li' og tøv
Du er og bli'r en forvokset bonderøv!

Lidenlund, dit bysbørnspral er stolt.
Men gør du andet end at sætte holdt?
Alle render og ta'r deres rigdom med

Straks liv og lemmer gi'r dem mulighed.

Lidenlund, må du rådne indefra.
Må mur og kæder revne med et brag.
Konformiteten end'lig slip' sit tag
Sætte sjæle fri på undertryktes grav.
--------------------------
Først publ. april 2007 som "Ode til Odense"
-  omskrevet januar 2014, Claus Piculell



*: Jeg skrev i sin tid denne sang om en bestemt by, men siden er det gået op for mig, at der er masser af den slags steder, så nu handler den om det mindre genkendelige  sted "Lidenlund" - med alt hvad det indebærer, og  hvor DELE af lokalbefolkningen fortjener en ordentlig omgang med krads i, men ikke uden et glimt i øjet også ...


**: San Quentin blev skrevet af Johnny Cash - verdens største protestsanger og en legende, og opført i fængslet af samme navn