Det er forår, og jeg burde være glad.
Alligevel har jeg det, som om jeg gik rundt i en grav.
Hvornår forsvandt glæden fra mit liv?
Hvorfor forsvandt glæden fra mit liv?
Skyldes det de hidtil syv år i Odense?
Ellers en smuk, grøn og velindrettet by.
Men befolket af åndelige krybdyr,
Der ikke viger tilbage for nogen ondskab.
Skyldes det de alt for mange år i mit ægteskab?
Ellers en lovende forelskelse og en stadig kærlighed.
Men med en åndeligt forbitret kvinde,
Der ikke veg tilbage for at gnide sine frustrationer af på sine nærmeste.
Skyldes det de mange år i politik?
Ellers et ægte engagement i en værdig sag med et stort talent.
Men med en ensrettet og forvredet åndelig kultur,
Der ikke holdt nogen knive tilbage, uanset om kampfællen forblødte.
Skyldes det mine utallige forkerte valg?
Ellers truffet i bedste mening med grundighed og konsekvens.
Men med flere kloders oceaner af fornedrelse og nederlag,
Der ikke synes at have nogen ende.
Skyldes det mine egne titaniske fejl og mangler?
Ellers anbragt i et menneske med begavelse, følsomhed og retsind.
Men med uimodståelige brud på min ellers benhårde kontrol,
Der ville have gjort en åndelig Stalin grøn af misundelse.
Skyldes det en efterhånden total mangel på håb?
Ellers altid en drivkraft og altid klar til et comeback.
Men med så mange midlertidige tilbageslag,
Der nu er ved at blive gjort permanente.
Eller er det blot livet selv, der langsomt udraderer glæden?
Ellers tilranet og forsvaret mod et næsten historisk slid.
Men altid forgæves stillet over for skæbnens luner,
Der aldrig viger for menneskelighed.
Er det mon livets store spørgsmål, som jeg står over for?
Ellers fortolket af langt klogere filosoffer.
Handler det hele i grunden bare om,
Hvorvidt vi dør fysisk eller åndeligt først?
--------------------------------
Maj 2008, Claus Piculell
Ingen kommentarer:
Send en kommentar