En dårlig litteraturkritikers bekendelser

- måske en lille hilsen til litteraturkritikernes laug eller diverse lektorer ...

Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg er vist ikke rigtig kritisk,
Jeg kan måske bare læse litteratur;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg kan da godt se forskel på en lægeroman og Middlemarch
(selv om det på sine punkter er svært),
men ikke, om Golding eller Dickens, Gunn eller Dylan er Størst
(eller om Westminster er mere højtragende end Eliot's kritik),
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg prøver at bedømme værkernes stilkarakter,
ikke at give stilen karakter;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg prøver at se, hvad digteren vil opnå,
om det lykkes og hvordan;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg prøver altid at forstå, hvad digteren kan lære mig,
kun sjældent hvad jeg kan lære digteren;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg er vist ikke kritisk rigtigt,
Jeg kan måske bare lide litteratur;
Jeg beklager som ingen andre!
-------------------------------------------------------------
Juli 1994, Claus Piculell

Sikke en type!

”Du må prøve at forstå, hvordan du virker på andre,”
sagde en af mine bekendte engang.
Tjo, jeg er vel typen, der vil ordne en konflikt ansigt til ansigt
Men som giver andre lyst til at stikke mig en kniv i ryggen.
Og jeg er vel typen, der prøver at kæmpe fair og ofte vinder
Men som andre vil elske at sparke til, når jeg ligger ned.
Jo, jeg kan godt se det:
Den er helt gal med mig!
--------------------------------
Maj 2007, Claus Piculell

Venter, venter ...

Da jeg var blevet tyve, var jeg holdt op med at tro på Gud.
Da jeg var blevet tredive, var jeg holdt med at frygte Gud.
Da jeg var blevet fyrre, var jeg holdt op med at tro på mennesket.
Nu venter jeg spændt på at blive halvtreds ...
-------------------------
Juni 2007, Claus Piculell

Krig og Forlig

Det er bedre at demontere en større konflikt
med en mindre tvist kort og strikt
end at lade den eskalere til en total krig
- Hvis man altså ikke kan nå et forlig!
--------------------------
April 2010, Claus Piculell

Hvad er et digt?

Et digt er på rim - når det ikke er rimløst

Et digt er på vers - når det ikke er verseløst

Et digt er rytmisk - når det ikke er med brudt rytme

Et digt er kort - når det ikke er langt

Et digt er forfinet - når det ikke er uslebent

Et digt er sprogligt skønt - når det ikke er (bevidst) grimt

Et digt er opdelt i linier - når der ikke er
run-on-lines

Et digt er opstillet i sammenhængede linier - når man altså ikke har ladet tekst­behandlingen eller typografen klare sagen, fordi man lige her er glad for netop den form eller netop her er lige­glad med formen, selvom det kan gøre, at den selvk­ritiske sprog-sans svækkes, hvil­ket måske kan få læseren til at stå af i Roskilde - ikke fordi der er noget galt med Roskilde, men det er allige­vel ikke så hel­digt, når digtet nu efter køreplanen - der forhå­bent­lig holder bedre end DSB’s - skal gøre sig færdig i København...

Et digt er komprimeret - når det ikke er dvælende

Et digt er generelt - når det ikke er specifikt

Et digt er beskrivende - når det ikke er fortællende

Et digt dyrker indhold - når det ikke dyrker form

Et digt dyrker etik - når det ikke dyrker æstetik

Et digt kan handle om alt - når det ikke handler om ingenting

Et digt kan sige, hvad der menes - når der menes, hvad der siges

Når lille Peter 'digter', fortæller han ikke sandheden

Når store Klaus 'digter', fortæller han ikke blot sandheden

Så hvad er et digt?

Ja, det er et digt!

Dig it?

------------------------------
September 1995, Claus Piculell

Jeg har fået nok!

Kære, jeg skriver dette for at fortælle, at jeg har fået nok. Jeg har fået nok af altid at skulle være der, altid være glad, altid være tilfreds med det mindste.

Jeg har fået nok at ligge for dine fødder:

Mens du ser fjernsyn. Du mener, at vi 'hygger os'. Tal for dig selv, siger jeg bare! Mens du læser: Hvorfor er det lige mig, der skal varme dine tæer? Varmepuden er s'gu da for fanden opfundet! Eller mens du 'tænker' - liggende på siden med lukkede øjne.

Hvor dum tror du, jeg er?

Men ikke mindst har jeg fået nok af, at du gør det 'for min skyld'. Du er 'sammen' med mig for min skyld. Du glor, læser, skriver og prutter for min skyld. Du sætter livet til livs for næsen af mig for min skyld. Du går på lokum og ski­der dit indre liv ud igen for min skyld. Du gør det
hele for min skyld.

Hvor dum tror du, jeg er?

Og så er der dig: Jeg har fået nok af, at du kommer hjem fra arbejdet, og fortæller mig, at jeg bare ikke vil kunne forstå, hvor hård en dag du har haft. Du sætter dig 'hos mig' og forpester luften med en smøg. Du planter dig lige dér, på det eneste sted hvor jeg har fred. Du råber på mad, drikke, underholdning, og det skal være nu. Og det er altsammen 'for min skyld'!

Hvor dum tror du, jeg er?

Jeg har fået nok af jeres hundeæde. Hvorfor skal jeg have speciel mad? Hvad er det, I har på tallerkenen i jeres liv som 'voksne' - hvis det er det, I er? Hvad er det, I har oppe på bordet i jeres samtaler - hvis det er det, det er. Hvad er det, I har gang i, når I har gang i den i sengen - hvis den er det, den er? Men jeg, jeg har bare at holde mig på måtten. Om jeg er ude eller inde er ligegyldigt i den forbindelse. Om jeg hælder gammel vin på nye flasker eller omvendt har intet at sige. Om jeg er til lår eller bryst er komplet hinsides debat. Jeg får ikke noget alligevel. Men selvfølgelig er det 'for min egen skyld'.

Hvor dum tror I, jeg er?

Jeg har fået nok af jeres time-lange skænderier; undskyld: diskussioner. Jeg har fået nok af jeres evige selvforsvar; undskyld: begrundelser. Jeg har fået nok af jeres evige ignorering; undskyld: opmærksomhed.

Jeg har fået nok af, hvordan I hele tiden piller ved mig. I kan kraftstejlemig selv have dejlig blødt hår, store brune øjne og pæne "nusse" ører. Nusse-pus jer selv i stedet! Det er da vist jer, der trænger til det.

Hvor dum tror I, jeg er?

Jeg har også fået nok af den måde, I taler til mig. Som var jeg evnesvag. Som var jeg barn. Som var jeg et ringerestående væsen. Bare fordi jeres liv er lige så indholdsløst som jeres hjerner, behøver I s'gu da ikke at tale på den måde. I tror, I taler ned. Men I taler op, venner. Den dag I
taler ligeud, vælter verden. Min og jeres.

Hvor dum tror I, jeg er?

Jeg har fået nok. Skulle det være en særlig gunst, at du lader mig slikke dine uvaskede tæer? Skal jeg være glad for, at du lader mig slikke dine chokolade-fingre? Skal jeg juble over, at I lader mig slikke maden op fra gulvet? Vorherre bevares! Skal jeg rulle rundt af taknemmelighed over, at I vil udenfor et øjeblik - ellers så jeres liv s'gu da aldrig dagens lys!

Hvem fanden tror I, I er? Hvem fanden tror I, jeg er? Hvem fanden tror I, Gud er? Tror I, at min er ringere end jeres? Bare fordi jeg endnu ikke kan tale, skulle I og dét, I kalder Gud, være højt hævet over mig og min?

Ja, I har sandelig også ordnet verdenssituationen, ikke? Næste gang, så bliv lige i lænestolen, ikke?

Men nu har jeg fandengalemig og gudhjælpejer fået nok!

Hvis I vil mig noget, er jeg på mit bureau. Det med internet-surfere, intelligent-software og interessant-samtaler, jeg har fået installeret i mit hus. Det var ikke så svært. Men I kunne selvfølgelig ikke finde ud af det.

Jeg har fået nok af den måde, tingene kører på. Måske kan I leve med dét liv, men jeg kan ikke. Hvis I vil vide lidt om at leve livet, kan I jo slå på tråden. Eller banke på til den kreative afdeling. Indtil videre sætter jeg mig i min gode stol bag min fine nye dør med det flotte skilt. Hvis I vil mig noget, er jeg, hvor jeg ved, at jeg hører til, hvis der skal være retfærdighed til. På chef-kontoret!


Jeg har fået nok.
Jeg har fået nok af mit liv som hund!


Hilsen
Dixi


-----------------------------
Sommeren 1995, Claus Piculell

Pæne manerer ...

En ung pige jeg tilfældigt mødte på gaden,
Nu er tid for tilfældet at bedømme skaden.
Hun kastede et skævt blik så lige,
at jeg følte, det var bedst at tie.
Hun sagde så, at mit fjæs hun kunne ikke lide,
Derfor ville hun på det bogstaveligt talt skide.
Jeg søgte at gå videre, men fik ikke lov,
Hendes arme var om mig, stærke som tov.
Med et greb hun omkuld mig vælted'
Før hendes hænder mit ansigt ælted'.
Hun knækked' min arm og brækked' mit ben
Før hun med støvlen hun gav mig en ordentlig én.
Så satte hun sig overskrævs og blotted' sin bare,
På mit syndige hoved lod hun sin afføring fare.
Hun fandt springkniven frem og stak mig en 30 gange,
Klingen lod hun springe, mens hun sprang et par klange.
"Se, hvor pæn en opdragelse jeg har fået,"
hvæsed' hun, mens jeg håbed', at enden var nået.
Hun hvisled', mens baseballbattet slog, så det sang:
"Husk venligst på, at jeg ikke banded' en eneste gang!"
--------------------------------------
Oktober 1996, Claus Piculell

Den pæne urbanitet

Vi er så pæne mennesker,
at vi ka' da ikke ha' narkomaner, outsidere eller tabere i nærheden

Vi er måske nok halv-unge, halv-smukke og halv-rige,
men vi er i hvert fald helt pæne.

Vores børn er også så pæne,
at de måske ikke ka' si' nej til heroin, øl eller et skud AIDS.

Vi er så pæne,
at vi ikke ska' ha' gjort noget ved noget her hos os.

Vi er så pæne,
at selv en børnehave om hjørnet ka' være for meget.

Vi er så pæne,
at vi ka' holde facaden højt, og selv beundre den udefra.

Vi er så pæne,
at det er lykkedes os at få en ligusterhæk op i femte sals højde.

Vi er så pæne,
at vor krop bor i byen, men vor sjæl i villa ved vandet.

Vi er da så pæne,
at tolerance, udsyn og medfølelse er helt unødvendige for os.
-------------------------

Claus Piculell, maj 1994.

Det kunne have været en genforening

Verden er fuld af love,
der ligner tilfældigheder.
Og fuld af tilfældigheder,
der ligner love.


Derfor måtte vi mødes en dag,
hun og jeg.
For over et glas vin at huske tilbage til ungdommen.
Nu kunne vi grine af os selv og hinanden i fællesskab.


Af vore sammenstød, som burde have fortalt os noget.
Af dengang, hun og en veninde delte en lejlighed.
Som jeg ikke forsømte en lejlighed til at besøge.
”Vi kunne aldrig finde ud af, hvem af os du var ude efter,” lo hun.


”Det kunne jeg heller ikke,” sagde jeg,
vendte mig bort og bad om en ny omgang.

--------------------------------
Oktober 2006, Claus Piculell.

Imprægnabilitata

(temp.: post-modernista barroco)

 
Hvor går det dog ufattelig dårligt!
Hvad skal vi dog gøre,
vi i de snakkende klaser?

Når alt er tænkt og skrevet,
skrevet og tænkt,
tænkt og skrevet?

Vi prøver alt,
men hvad hjælper det,
når alt er...

Vi spurt-spæner sky-skrigende fra virkeligheden,
fra den evigt varierende gentagelse,
af fødsel-død, hjærte-smærte, fred-krig - pølse-pizza.
Men hvad hjælper det, når alt...

Vi læser flérstemmigt op,
op til tyve per gang,
i et kort nu er det en dyd, at historien gentager sig.
Men hvad hjælper det, når...

Vi prøver over-naturalistisk at klippe ord-båndene over,
ekstra-impressionistisk at smide dem op i luften,
mega-post-ekspressionistisk som George Martin at samle dem igen.
Nåe, men hjælper det, hvad?

Vi dølge-drukner vore ord i billed-toner,
multi-medie-muzak, (rapt - bare rapt!)
i frygten for intet nyt fra forfatter-fronten.
Mon det hjælper?

Vi iklæder os argumenter:
tilværelsens ulidelige flerhed som grund til uigennemtræ­ngelighed,
crèmen af åndslivet som dummere end en plet på lagenet.
Hjælpe-kræm?

Vi gemmer os i den dybeste hule eller det højeste træ,
dyrker væg-maleri, røg-signaleri - i snirkel-cirkler,
og skriger uartikuleret, men endelig poetisk uartikuleret, om
HJÆLP!

Imens Folket
- det 'Fluernes-Herre-agtigt' irriterende Folk
- det ufatteligt ufattende folk
ser undrende til...
ser til...
ser...
at Michael spiller Brian fri:
Jaaaah, der er mål!
Jaaaah, der er indhold!
Jaaaah, der er form!
Hvor går det dog ufattelig godt.

----------------------------------
26. maj 1994, Claus Piculell