Pæne manerer ...

En ung pige jeg tilfældigt mødte på gaden,
Nu er tid for tilfældet at bedømme skaden.
Hun kastede et skævt blik så lige,
at jeg følte, det var bedst at tie.
Hun sagde så, at mit fjæs hun kunne ikke lide,
Derfor ville hun på det bogstaveligt talt skide.
Jeg søgte at gå videre, men fik ikke lov,
Hendes arme var om mig, stærke som tov.
Med et greb hun omkuld mig vælted'
Før hendes hænder mit ansigt ælted'.
Hun knækked' min arm og brækked' mit ben
Før hun med støvlen hun gav mig en ordentlig én.
Så satte hun sig overskrævs og blotted' sin bare,
På mit syndige hoved lod hun sin afføring fare.
Hun fandt springkniven frem og stak mig en 30 gange,
Klingen lod hun springe, mens hun sprang et par klange.
"Se, hvor pæn en opdragelse jeg har fået,"
hvæsed' hun, mens jeg håbed', at enden var nået.
Hun hvisled', mens baseballbattet slog, så det sang:
"Husk venligst på, at jeg ikke banded' en eneste gang!"
--------------------------------------
Oktober 1996, Claus Piculell