Imprægnabilitata

(temp.: post-modernista barroco)

 
Hvor går det dog ufattelig dårligt!
Hvad skal vi dog gøre,
vi i de snakkende klaser?

Når alt er tænkt og skrevet,
skrevet og tænkt,
tænkt og skrevet?

Vi prøver alt,
men hvad hjælper det,
når alt er...

Vi spurt-spæner sky-skrigende fra virkeligheden,
fra den evigt varierende gentagelse,
af fødsel-død, hjærte-smærte, fred-krig - pølse-pizza.
Men hvad hjælper det, når alt...

Vi læser flérstemmigt op,
op til tyve per gang,
i et kort nu er det en dyd, at historien gentager sig.
Men hvad hjælper det, når...

Vi prøver over-naturalistisk at klippe ord-båndene over,
ekstra-impressionistisk at smide dem op i luften,
mega-post-ekspressionistisk som George Martin at samle dem igen.
Nåe, men hjælper det, hvad?

Vi dølge-drukner vore ord i billed-toner,
multi-medie-muzak, (rapt - bare rapt!)
i frygten for intet nyt fra forfatter-fronten.
Mon det hjælper?

Vi iklæder os argumenter:
tilværelsens ulidelige flerhed som grund til uigennemtræ­ngelighed,
crèmen af åndslivet som dummere end en plet på lagenet.
Hjælpe-kræm?

Vi gemmer os i den dybeste hule eller det højeste træ,
dyrker væg-maleri, røg-signaleri - i snirkel-cirkler,
og skriger uartikuleret, men endelig poetisk uartikuleret, om
HJÆLP!

Imens Folket
- det 'Fluernes-Herre-agtigt' irriterende Folk
- det ufatteligt ufattende folk
ser undrende til...
ser til...
ser...
at Michael spiller Brian fri:
Jaaaah, der er mål!
Jaaaah, der er indhold!
Jaaaah, der er form!
Hvor går det dog ufattelig godt.

----------------------------------
26. maj 1994, Claus Piculell