søndag den 29. december 2013

Pelargonien



"Den er så taknemlig," sagde min kone
- ja det vil sige min tidligere kone, altså min eks men eneste kone -
"Man behøver bare at plante den om og give den lidt vand,
så passer den sig selv, vokser og blomstrer på det smukkeste!"

Vi sad i hendes bil, fordi hun havde sagt ja til at køre mig
til en meget vigtig aftale for første gang det år,
og som før skete det ikke uden, at det blev gjort klart,
- mange gange - hvor utaknemlig og besværlig jeg er.

Jeg kom frem til aftalen i tide og fik overstået det nødvendige på et kvarter,
noget den noget nødlidende offentlige transport ikke garanterer noget videre for,
og på vej hjem fik jeg tilmed købt lidt ellers utilgængelige fornødenheder
samt en gave til min kone som tak for turen.

Nu sidder jeg og kigger på efteråret,
og blandt de falmede blade og rester fra oktobers hækklipning
ser jeg blandt andet min pelargonie,
der absolut er gået i vinterhi.

Jeg tænker også over, om det mon var en fejl,
at jeg i sin tid fravalgte muligheden for at kunne køre bil.
Og jeg tænker videre over mine mange forkerte valg og over livet,
samt over, om vi ikke alle kunne lære lidt af pelargonien.

-------------------------------------
Efteråret 2012, Claus Piculell

fredag den 27. december 2013

Pernille



Min skærm gik i sort forleden
Da jeg faldt over din dødsannonce på nettet
Den var gammel, målt i net-tid
Det var du ikke, målt i menneske-tid.


For år tilbage drev jeg dig ud af mit sind
Jeg piskede dig væk som en anden dæmon
Jeg havde valgt en anden at elske,
og der var ikke plads til to.


Hver gang din bror hilste fra dig
skar det en ny flænge i mit hjerte
Men det gav mig også håb
om at mødes, når sårene var lægte.


Du var fuld af livsglæde, stod der
Det var du, men du var så meget mere:
Du måtte blive nogens glæde ved livet
Din champagne kunne have fyldt glasset for evigt.


Du efterlod mand og børn – selvfølgelig
Og jeg kan kun gætte mig til deres tab
Jeg misunder dem ikke, at de havde dig
Men jeg misunder dem deres sorg.
----------------------------
April 2007, Claus Piculell


søndag den 22. december 2013

Juledigt: Hvorfor, menneske?


Menneske!
Hvorfor samler du dine hænder og beder til en Gud, der aldrig lytter?
Har Jahve, Allah, Jehova, Buddha eller en af de 28 andre eneste guder nogensinde lyttet til et menneske?
Har din gud grebet ind blot én gang og rettet selv den mindste uret i de 10.000 år, vi kender til?
Har din gud overhovedet nogensinde gjort en god gerning – eller blot dagens gerning?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor ligger du da på knæ?

Menneske!
Hvorfor knytter du dine hænder og råber på en bedre verden?
Har de millioner, der prøvede før dig, opnået blot én dag uden lidelse og død?
Fik det blot én diktator til at løsne det greb, han brugte til at knytte sine ofre?
Hvad tror du så, at du kan gøre, med dine hvide knoer omkring fjernbetjeningen?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor råber du dog gjaldende tomt i din skov?

Menneske!
Hvorfor smider du din sidste 20’er i raslebøssen – eller kirkens bøsse?
Kan du ikke høre den runge blandt alle bukseknapperne?
Har alverdens indsamlinger løst blot ét eneste problem, uden at det kom dobbelt tilbage?
Og hvor mange har ikke gennem tiderne fulgt Tetzel og ædt sig fede på afladspenge?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor tror du da, at din skyld mindskes, blot fordi din gæld øges?

Menneske!
Hvorfor fejrer du den udslidte, nedtrampede og gave-inflationære jul?
Hvad har denne oldgamle solhvervsfest overhovedet med nymodens overtro at gøre?
Hvor mange hjemløse har du givet husly på denne næstekærlighedens aften?
Hvor mange nyfødte har du svøbt og lagt i en krybbe – hvis du da ved, hvad sådan en er?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor hugger du da et levende grønt træ om for at lade det visne og få sat ild til sig i stuen?

Hvad siger du, menneske? Har du noget at sige? Har du overhovedet noget, du brænder for?
Siger du, at du gør det bedste, du kan? Tak skæbne!

Jamen, så bed!
Bed, til dit spyt kunne slukke den ildebrand, der får dine fastlåste, krampagtige hænder til at sprækkes af din indre ild.
Jamen, så råb!
Råb, så det vækker de døde og de endnu ufødte og kalder dem til krig for fred.
Jamen, så son din skyld med penge!
Tag dog en bøsse i hånden selv og tving selv den mest ligeglade stodder til at hoste andet end lungerne op.
Jamen, så hold dog den jul!
Syng, dans, spis og gør børnene glade på deres store dag og mind dem om deres menneskepligt med dit eksempel.

Bed, råb, son og jul, så meget du kan og tør, i kutte eller kalot, i tørklæde eller turban.
For hvad fanden skulle du ellers gøre?

-----------------------------
Julen 2004, Claus Piculell

tirsdag den 17. december 2013

Solsorten

Dit fede læs, hvad bilder du dig ind!?”
Således talte solsorten i vinters vred af sind.
Den stod udenfor i sne, is og kulde med bid,
Mens jeg i varmen ved vinduet træned' mit vid.

Solsorten gjorde egentlig ret i at skælde ud,
så ved mit skrivebord fik jeg mig en blodtud,
Et bord jeg som alt andet har det med at proppe,
og lige da lod jeg et æble holde blodsukkeret oppe.

”Den her møgvinter er sgu ikke noget sanatorium,
og jeg holder øje med et kæmpestort territorium,
for at finde blot den mindste anstændige skæppe.”
Således syntes solsorten ad mig at skræppe.

”Og så har du den frækhed at sidde og vise,
at du gnasker i et rødt æble, min yndlingsspise,
med en nydelse, der kan ses over det hele,
selv fra stedets højeste træ, uden tanke på at dele!”

Fra mit vindue stod solsorten vel cirka en meter
og gav mig og min egoisme en omgang salpeter.
Så jeg delte hvert et æble resten af vinteren
med min standhaftige og stædige solsorte-ven.

En sjov fætter er i det hele taget den lille mand
ham solsorte-hannen, og det er en han
for han var helt sort selv i den bitre kulde
og han lod mig ikke tvivl om, hvad jeg skulle.

Grønne æbler kom jeg for skade at købe,
og solsorten var ikke længe om at røbe,
at det var dumt og dårligt skidt at nyde,
for den slags surt stads lod han sig ikke byde.

Nogle dage lod jeg æbler og venskab svale,
og snart lod solsorten sig på min havelåge dale,
Første påmindelse var den smukkeste trille -
Den anden var en opsang med den bitreste pille.

Endelig overstod så vi begge vort mismods vinter:
Solsorte-hunnen kom med solen og hyacinter.
Den sorte han fik travlt med at pudse fjer
Mens den brune hun nådigt lod sig kurtiser'

Med rigelig føde burde der nu være æbler at spare,
Men den tanke kunne jeg godt lade fare.
De byggede rede midt i min bøgehæk,
og nu spiser hele familien æbler i ét væk!


I mit næste liv vil jeg være en solsort ...

-------------------------------------
Sommer 2013, Claus Piculell

lørdag den 14. december 2013

Et spøgelse går gennem Europa



Et spøgelse går gennem Europa
prøv blot at forstå det, hvem der nu ka'!
Et rigtigt spøgelse denne her gang,
ikke symbol i Manifestets sang.


Eks-kommunisterne vinder stemmer,
hele Østeuropa lidt efter lidt.
"Ka' det passe, de al'rede glemmer?
Må være Stasi, partifolk og skidt!"


Eksperten føler sig ganske knaldet:
"Jamen, kommunismen er da faldet!"
- har al'rede skrevet historien,
hævngerrigt frataget den glorien.


Jo, vel er den borte - godt det samme.
Uden at ændre eller at skamme
os over idealer, vi tro'de på,
har nogle af os lært af det, vi så.


Uden at forstå ser eksperten bøst,
ta'r sin konstruktion meget seriøst.
Åbenbart tør ingen spørge alvorligt:
Var det mon altsammen bare dårligt?
-------------------------------------
28. juli 1994, Claus Piculell

Hvem ve'?



Mærker man hjertet snøre te'
men er førtidsgrøntsag og fe'
er det så egentlig en idé
at gå til Hippokrates' fe
og ligge på knæ for at se
om man ved at tigge og be'
en hvidkitlet arrogantier
kan få en simpel EKG?

----------------------------------
9. januar 2011, Claus Piculell

tirsdag den 10. december 2013

Søvnløs i Skærbæk



Jeg kunne ikke sove en nat under mit sidste besøg
Mit sidste besøg i mit eget værelse i mine forældres hus

Jeg stod op og lånte deres bærbare PC
Deres bærbare PC, der altid står samme sted

Jeg begyndte at skrive på en liste med navne
En liste med navne på folk, der har krydset min vej

Jeg satte kryds undervejs ved de mulige venner for livet
Mulige venner for livet både med og uden intimitet

Jeg besluttede at sætte en stjerne ved dem, der så blev det
Og så blev det til, at stjernerne alle som én forblev på himlen

Jeg fortsatte listen og indså, at det ville blive en uendelig lang nat.

------------------------------------
Efteråret 2006, Claus Piculell

Rødder og lyserøde minder

Prøv aldrig at genfinde dine rødder,
lad hellere de lyserøde minder stå.
Regnereglen er enkel: En time pr. år
lige nok til de gode gamle historier
og til at høre hvordan det nu skal gå
lidt ekstra du eventuelt får
hvis du medbringer børnebørn
med nypussede glorier.
---------------------------------
Claus Piculell, sommeren 1995

søndag den 8. december 2013

Du forstyrrer min ro



Du forstyrrer min ro,
Når du glider forbi mig,
Mens du lader brysterne vugge ekstra i blusen
Og røven vrikke ekstra i buksen.

Du forstyrrer min ro,
Når du sætter mig griller i hovedet,
Så hovedet holder op med at fungere
Og alle mine tanker bliver til tofu.

Du forstyrrer min ro
Når du endnu engang skriger,
At du ikke vil finde dig i mig
Som jeg nu er.

Du forstyrrer min ro
Når du endnu engang
Stikker mig en kniv i ryggen
Og nedgør mig for alverden.

Du forstyrrer min ro,
Når du fingererer ved koteletten
Og forvandler den til et stift stykke
Af uforklarlig sammensætning.

Du forstyrrer min ro,
Når du fingererer ved min kotelet
Og forvandler mit sind til et stift stykke
Af uforklarlige sammensætninger.

Du forstyrrer min ro
Når du kommer på besøg
Og har vores fælles barn med;
Og vi for en kort stund deles om livet igen.

Du forstyrrer ikke min ro
Og vil aldrig mere kunne gøre det
- derpå er jeg i det mindste sikker -
Når jeg ligger hos de andre ukendte.
----------------------------
Foråret 2002, Claus Piculell

fredag den 6. december 2013

Strengen


Et sted inden i mig
Dirrer en streng
En streng, jeg ikke kan finde.


Et sted inden i mig
Spændt fast til en seng
Er følelser, jeg ikke kan finde.


Et sted inden i mig
Skriger en dreng
En dreng, jeg aldrig vil finde.

---------------------------
Foråret 2002, Claus Piculell

At råbe højest

Hvis de, der råber højest, altid vinder
Går menneskeheden under.
Så enten er der håb for menneskene
Eller også får man det, som man har fortjent.

------------------------
Juli 2008, Claus Piculell

onsdag den 4. december 2013

Videnskab og Visdom


Vi sad foran hendes nye, brugte fjernsyn.
Min mormor og jeg.

Vi så tv-avis.
Efter at vi havde spist.
Efter at vi havde snakket.
Efter at vi havde drukket kaffe.
Alt sammen fordi jeg 'lige' havde kigget ind.

Skærmen var fyldt med ulykke og Boris Jeltsin.
Hans tropper havde lige stormet det hvide hus.
Det russiske Parlaments bygning i Moskva.
Vel at mærke!

Tv-journalisten var i gang med at udrede,
hvordan dette kunne betragtes som et forsvar for demokratiet,
mens Jeltsins blågrå øjne stormede frem under det hvide hår
langs næsen i widescreen.

I min hjerne stormede en begyndende udredning frem:
om Boris i Breshnev-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Andropov-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Tjernenko-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær;
om hvordan jeg i Andropov-tiden hørte om rebellen Mikhael,
om hvordan jeg i Andropov-tiden aldrig hørte om rebellen Boris,
om hvordan jeg først hørte om demokraten Boris,
- lige før Mikhael faldt;
om hvordan jeg læste Mikhaels bøger om glasnost og perestrojka,
om hvordan jeg hørte Mikhael tale demokrati og nedrustning,
om hvordan jeg så Mikhael søge at praktisere, hvad han prædikede,
- blot for at se huset falde, fordi fundamentet var gennemrådnet,
- og blot for fortsat at erklære sig som socialist og demokrat;


om hvordan jeg så Boris på en af sine kampvogne på kuppets 1.dag,
om hvordan jeg hørte Boris tale russisk nationalisme og egen magt,
om hvordan jeg læste en bog, Boris vistnok engang har læst,
- hvis han da ikke byttede den for en flaske vodka; Boris som
lod Sovjet splintres, men Storrusland genopstå,
lod Sovjetforfatningen splintres, men stærk-mands-vælde genopstå,
lod Sovjetmagten splintres, men stormafiaen genopstå,
lod Sovjetøkonomien splintres, men sær-goderne genopstå,
lod Sovjetcensuren splintres, men selvcensuren genopstå,
lod det europæiske hus splintres, men det nære udland genopstå,
lod folkene splintres, men centralmagten genopstå,
lod social tryghed splintres, men sulten genopstå,
lod markedsøkonomien splintre, men statsmonopolerne genopstå,
lod demokratiet splintres, men nationalister og generaler genopstå.

Ikke et ord om Tjetjenien, for Tjetjenien havde dengang lang snor.
Som andre.
Ikke et ord om russisk selvhævdelse, for de måtte til at hævde sig.
Som andre.
Ikke et ord om international indflydelse, for de ska' da ha' nogen.
Som andre. Men også kun som andre! Og alle gerne med måde og kodeks!

Udredningen var langsomt ved at blive udredet,
brainstormen var ovre og brikkerne ved at falde på plads,
da min mormor drejede hovedet væk fra fjernsynsbilledet:
"Jeg stoler ikke på den mand -
jeg ka' ikke li' hans øjne!"
sagde hun.

Så drejede hun hovedet tilbage til skærmen
Jeg tav.

------------------------------------
2. august 1995, Claus Piculell

mandag den 2. december 2013

Pige i rød regnfrakke

”Tak ska' du ha' !” udbrød jeg:
”Der er da ikke én, 

der stemmer nej,
sådan som du ser ud.



Tænkte jeg det mon blot?
Kom det som så ofte
før og siden, siden og før
ikke længere end til at ligge lige på tungen?



Eller er den replik først kommet til mig med tiden?
Er det igen bagklogskabens ulidelige veltalenhed?
For at score, længe efter at kampen er ovre,
fører ikke den store glædesrus med sig.

 

Måske fordi jeg aldrig har fået billedet væk?
Fordi det stadig sidder på min åndelige linse?
Af nøddebrunt hår, natsorte gnistrende øjne og naturligt røde læber,
som smilende klædte dig endnu bedre end regnfrakken.

 

Måske fordi jeg utallige gange har vredet min RAM i tvivl om,
hvorvidt jeg er et kvaj,
fordi jeg lod chancen gå fra mig,
eller fordi jeg bedrager mig selv ved at tro, at der var en chance?

 

Eller måske fordi jeg ved,
at uanset hvor hvor mange andre billeder jeg ser for mig,
vil du altid kunne spadsere lige ind ad øjet
og via USB-kablet til din faste niche med dit skålpund kød.

----------------------------------
Februar 2007, Claus Piculell