Videnskab og Visdom

Vi sad foran hendes nye, brugte fjernsyn.
Min mormor og jeg.

Vi så tv-avis.
Efter at vi havde spist.
Efter at vi havde snakket.
Efter at vi havde drukket kaffe.
Alt sammen fordi jeg 'lige' havde kigget ind.

Skærmen var fyldt med ulykke og Boris Jeltsin.
Hans tropper havde lige stormet det hvide hus.
Det russiske Parlaments bygning i Moskva.
Vel at mærke!

Tv-journalisten var i gang med at udrede,
hvordan dette kunne betragtes som et forsvar for demokratiet,
mens Jeltsins blågrå øjne stormede frem under det hvide hår
langs næsen i widescreen.

I min hjerne stormede en begyndende udredning frem:
om Boris i Breshnev-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Andropov-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Tjernenko-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær;
om hvordan jeg i Andropov-tiden hørte om rebellen Mikhael,
om hvordan jeg i Andropov-tiden aldrig hørte om rebellen Boris,
om hvordan jeg først hørte om demokraten Boris,
- lige før Mikhael faldt;
om hvordan jeg læste Mikhaels bøger om glasnost og perestrojka,
om hvordan jeg hørte Mikhael tale demokrati og nedrustning,
om hvordan jeg så Mikhael søge at praktisere, hvad han prædikede,
- blot for at se huset falde, fordi fundamentet var gennemrådnet,
- og blot for fortsat at erklære sig som socialist og demokrat;


om hvordan jeg så Boris på en af sine kampvogne på kuppets 1.dag,
om hvordan jeg hørte Boris tale russisk nationalisme og egen magt,
om hvordan jeg læste en bog, Boris vistnok engang har læst,
- hvis han da ikke byttede den for en flaske vodka; Boris som
lod Sovjet splintres, men Storrusland genopstå,
lod Sovjetforfatningen splintres, men stærk-mands-vælde genopstå,
lod Sovjetmagten splintres, men stormafiaen genopstå,
lod Sovjetøkonomien splintres, men sær-goderne genopstå,
lod Sovjetcensuren splintres, men selvcensuren genopstå,
lod det europæiske hus splintres, men det nære udland genopstå,
lod folkene splintres, men centralmagten genopstå,
lod social tryghed splintres, men sulten genopstå,
lod markedsøkonomien splintre, men statsmonopolerne genopstå,
lod demokratiet splintres, men nationalister og generaler genopstå.

Ikke et ord om Tjetjenien, for Tjetjenien havde dengang lang snor.
Som andre.
Ikke et ord om russisk selvhævdelse, for de måtte til at hævde sig.
Som andre.
Ikke et ord om international indflydelse, for de ska' da ha' nogen.
Som andre. Men også kun som andre! Og alle gerne med måde og kodeks!

Udredningen var langsomt ved at blive udredet,
brainstormen var ovre og brikkerne ved at falde på plads,
da min mormor drejede hovedet væk fra fjernsynsbilledet:
"Jeg stoler ikke på den mand -
jeg ka' ikke li' hans øjne!"
sagde hun.

Så drejede hun hovedet tilbage til skærmen
Jeg tav.

------------------------------------
2. august 1995, Claus Piculell