Solsorten

”Dit fede læs, hvad bilder du dig ind!?”
Således talte solsorten i vinters vred af sind.
Den stod udenfor i sne, is og kulde med bid,
Mens jeg i varmen ved vinduet træned' mit vid.

Solsorten gjorde egentlig ret i at skælde ud,
så ved mit skrivebord fik jeg mig en blodtud,
Et bord jeg som alt andet har det med at proppe,
og lige da lod jeg et æble holde blodsukkeret oppe.

”Den her møgvinter er sgu ikke noget sanatorium,
og jeg holder øje med et kæmpestort territorium,
for at finde blot den mindste anstændige skæppe.”
Således syntes solsorten ad mig at skræppe.

”Og så har du den frækhed at sidde og vise,
at du gnasker i et rødt æble, min yndlingsspise,
med en nydelse, der kan ses over det hele,
selv fra stedets højeste træ, uden tanke på at dele!”

Fra mit vindue stod solsorten vel cirka en meter
og gav mig og min egoisme en omgang salpeter.
Så jeg delte hvert et æble resten af vinteren
med min standhaftige og stædige solsorte-ven.

En sjov fætter er i det hele taget den lille mand
ham solsorte-hannen, og det er en han
for han var helt sort selv i den bitre kulde
og han lod mig ikke tvivl om, hvad jeg skulle.

Grønne æbler kom jeg for skade at købe,
og solsorten var ikke længe om at røbe,
at det var dumt og dårligt skidt at nyde,
for den slags surt stads lod han sig ikke byde.

Nogle dage lod jeg æbler og venskab svale,
og snart lod solsorten sig på min havelåge dale,
Første påmindelse var den smukkeste trille -
Den anden var en opsang med den bitreste pille.

Endelig overstod så vi begge vort mismods vinter:
Solsorte-hunnen kom med solen og hyacinter.
Den sorte han fik travlt med at pudse fjer
Mens den brune hun nådigt lod sig kurtiser'

Med rigelig føde burde der nu være æbler at spare,
Men den tanke kunne jeg godt lade fare.
De byggede rede midt i min bøgehæk,
og nu spiser hele familien æbler i ét væk!


I mit næste liv vil jeg være en solsort ...

-------------------------------------

Sommer 2013, Claus Piculell