Pelargonien

"Den er så taknemlig," sagde min kone
- ja det vil sige min tidligere kone, altså min eks men eneste kone -
"Man behøver bare at plante den om og give den lidt vand,
så passer den sig selv, vokser og blomstrer på det smukkeste!"

Vi sad i hendes bil, fordi hun havde sagt ja til at køre mig
til en meget vigtig aftale for første gang det år,
og som før skete det ikke uden, at det blev gjort klart,
- mange gange - hvor utaknemlig og besværlig jeg er.

Jeg kom frem til aftalen i tide og fik overstået det nødvendige på et kvarter,
noget den noget nødlidende offentlige transport ikke garanterer noget videre for,
og på vej hjem fik jeg tilmed købt lidt ellers utilgængelige fornødenheder
samt en gave til min kone som tak for turen.

Nu sidder jeg og kigger på efteråret,
og blandt de falmede blade og rester fra oktobers hækklipning
ser jeg blandt andet min pelargonie,
der absolut er gået i vinterhi.

Jeg tænker også over, om det mon var en fejl,
at jeg i sin tid fravalgte muligheden for at kunne køre bil.
Og jeg tænker videre over mine mange forkerte valg og over livet,
samt over, om vi ikke alle kunne lære lidt af pelargonien.

-------------------------------------
Efteråret 2012, Claus Piculell

Pernille

Min skærm gik i sort forleden
Da jeg faldt over din dødsannonce på nettet
Den var gammel, målt i net-tid
Det var du ikke, målt i menneske-tid.


For år tilbage drev jeg dig ud af mit sind
Jeg piskede dig væk som en anden dæmon
Jeg havde valgt en anden at elske,
og der var ikke plads til to.


Hver gang din bror hilste fra dig
skar det en ny flænge i mit hjerte
Men det gav mig også håb
om at mødes, når sårene var lægte.


Du var fuld af livsglæde, stod der
Det var du, men du var så meget mere:
Du måtte blive nogens glæde ved livet
Din champagne kunne have fyldt glasset for evigt.


Du efterlod mand og børn – selvfølgelig
Og jeg kan kun gætte mig til deres tab
Jeg misunder dem ikke, at de havde dig
Men jeg misunder dem deres sorg.
----------------------------
April 2007, Claus Piculell

Juledigt: Hvorfor, menneske?

Menneske!
Hvorfor samler du dine hænder og beder til en Gud, der aldrig lytter?
Har Jahve, Allah, Jehova, Buddha eller en af de 28 andre eneste guder nogensinde lyttet til et menneske?
Har din gud grebet ind blot én gang og rettet selv den mindste uret i de 10.000 år, vi kender til?
Har din gud overhovedet nogensinde gjort en god gerning – eller blot dagens gerning?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor ligger du da på knæ?

Menneske!
Hvorfor knytter du dine hænder og råber på en bedre verden?
Har de millioner, der prøvede før dig, opnået blot én dag uden lidelse og død?
Fik det blot én diktator til at løsne det greb, han brugte til at knytte sine ofre?
Hvad tror du så, at du kan gøre, med dine hvide knoer omkring fjernbetjeningen?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor råber du dog gjaldende tomt i din skov?

Menneske!
Hvorfor smider du din sidste 20’er i raslebøssen – eller kirkens bøsse?
Kan du ikke høre den runge blandt alle bukseknapperne?
Har alverdens indsamlinger løst blot ét eneste problem, uden at det kom dobbelt tilbage?
Og hvor mange har ikke gennem tiderne fulgt Tetzel og ædt sig fede på afladspenge?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor tror du da, at din skyld mindskes, blot fordi din gæld øges?

Menneske!
Hvorfor fejrer du den udslidte, nedtrampede og gave-inflationære jul?
Hvad har denne oldgamle solhvervsfest overhovedet med nymodens overtro at gøre?
Hvor mange hjemløse har du givet husly på denne næstekærlighedens aften?
Hvor mange nyfødte har du svøbt og lagt i en krybbe – hvis du da ved, hvad sådan en er?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor hugger du da et levende grønt træ om for at lade det visne og få sat ild til sig i stuen?

Hvad siger du, menneske? Har du noget at sige? Har du overhovedet noget, du brænder for?
Siger du, at du gør det bedste, du kan? Tak skæbne!

Jamen, så bed!
Bed, til dit spyt kunne slukke den ildebrand, der får dine fastlåste, krampagtige hænder til at sprækkes af din indre ild.
Jamen, så råb!
Råb, så det vækker de døde og de endnu ufødte og kalder dem til krig for fred.
Jamen, så son din skyld med penge!
Tag dog en bøsse i hånden selv og tving selv den mest ligeglade stodder til at hoste andet end lungerne op.
Jamen, så hold dog den jul!
Syng, dans, spis og gør børnene glade på deres store dag og mind dem om deres menneskepligt med dit eksempel.

Bed, råb, son og jul, så meget du kan og tør, i kutte eller kalot, i tørklæde eller turban.
For hvad fanden skulle du ellers gøre?

-----------------------------
Julen 2004, Claus Piculell

Solsorten

”Dit fede læs, hvad bilder du dig ind!?”
Således talte solsorten i vinters vred af sind.
Den stod udenfor i sne, is og kulde med bid,
Mens jeg i varmen ved vinduet træned' mit vid.

Solsorten gjorde egentlig ret i at skælde ud,
så ved mit skrivebord fik jeg mig en blodtud,
Et bord jeg som alt andet har det med at proppe,
og lige da lod jeg et æble holde blodsukkeret oppe.

”Den her møgvinter er sgu ikke noget sanatorium,
og jeg holder øje med et kæmpestort territorium,
for at finde blot den mindste anstændige skæppe.”
Således syntes solsorten ad mig at skræppe.

”Og så har du den frækhed at sidde og vise,
at du gnasker i et rødt æble, min yndlingsspise,
med en nydelse, der kan ses over det hele,
selv fra stedets højeste træ, uden tanke på at dele!”

Fra mit vindue stod solsorten vel cirka en meter
og gav mig og min egoisme en omgang salpeter.
Så jeg delte hvert et æble resten af vinteren
med min standhaftige og stædige solsorte-ven.

En sjov fætter er i det hele taget den lille mand
ham solsorte-hannen, og det er en han
for han var helt sort selv i den bitre kulde
og han lod mig ikke tvivl om, hvad jeg skulle.

Grønne æbler kom jeg for skade at købe,
og solsorten var ikke længe om at røbe,
at det var dumt og dårligt skidt at nyde,
for den slags surt stads lod han sig ikke byde.

Nogle dage lod jeg æbler og venskab svale,
og snart lod solsorten sig på min havelåge dale,
Første påmindelse var den smukkeste trille -
Den anden var en opsang med den bitreste pille.

Endelig overstod så vi begge vort mismods vinter:
Solsorte-hunnen kom med solen og hyacinter.
Den sorte han fik travlt med at pudse fjer
Mens den brune hun nådigt lod sig kurtiser'

Med rigelig føde burde der nu være æbler at spare,
Men den tanke kunne jeg godt lade fare.
De byggede rede midt i min bøgehæk,
og nu spiser hele familien æbler i ét væk!


I mit næste liv vil jeg være en solsort ...

-------------------------------------

Sommer 2013, Claus Piculell

Et spøgelse går gennem Europa

Et spøgelse går gennem Europa
prøv blot at forstå det, hvem der nu ka'!
Et rigtigt spøgelse denne her gang,
ikke symbol i Manifestets sang.


Eks-kommunisterne vinder stemmer,
hele Østeuropa lidt efter lidt.
"Ka' det passe, de al'rede glemmer?
Må være Stasi, partifolk og skidt!"


Eksperten føler sig ganske knaldet:
"Jamen, kommunismen er da faldet!"
- har al'rede skrevet historien,
hævngerrigt frataget den glorien.


Jo, vel er den borte - godt det samme.
Uden at ændre eller at skamme
os over idealer, vi tro'de på,
har nogle af os lært af det, vi så.


Uden at forstå ser eksperten bøst,
ta'r sin konstruktion meget seriøst.
Åbenbart tør ingen spørge alvorligt:
Var det mon altsammen bare dårligt?
-------------------------------------
28. juli 1994, Claus Piculell

Hvem ve'?

Mærker man hjertet snøre te'
men er førtidsgrøntsag og fe'
er det så egentlig en idé
at gå til Hippokrates' fe
og ligge på knæ for at se
om man ved at tigge og be'
en hvidkitlet arrogantier
kan få en simpel EKG?

----------------------------------
9. januar 2011, Claus Piculell

Søvnløs i Skærbæk

Jeg kunne ikke sove en nat under mit sidste besøg
Mit sidste besøg i mit eget værelse i mine forældres hus

Jeg stod op og lånte deres bærbare PC
Deres bærbare PC, der altid står samme sted

Jeg begyndte at skrive på en liste med navne
En liste med navne på folk, der har krydset min vej

Jeg satte kryds undervejs ved de mulige venner for livet
Mulige venner for livet både med og uden intimitet

Jeg besluttede at sætte en stjerne ved dem, der så blev det
Og så blev det til, at stjernerne alle som én forblev på himlen

Jeg fortsatte listen og indså, at det ville blive en uendelig lang nat.

------------------------------------
Efteråret 2006, Claus Piculell

Rødder og lyserøde minder

Prøv aldrig at genfinde dine rødder,
lad hellere de lyserøde minder stå.
Regnereglen er enkel: En time pr. år
lige nok til de gode gamle historier
og til at høre hvordan det nu skal gå
lidt ekstra du eventuelt får
hvis du medbringer børnebørn
med nypussede glorier.
---------------------------------
Claus Piculell, sommeren 1995

Du forstyrrer min ro

Du forstyrrer min ro,
Når du glider forbi mig,
Mens du lader brysterne vugge ekstra i blusen
Og røven vrikke ekstra i buksen.

Du forstyrrer min ro,
Når du sætter mig griller i hovedet,
Så hovedet holder op med at fungere
Og alle mine tanker bliver til tofu.

Du forstyrrer min ro
Når du endnu engang skriger,
At du ikke vil finde dig i mig
Som jeg nu er.

Du forstyrrer min ro
Når du endnu engang
Stikker mig en kniv i ryggen
Og nedgør mig for alverden.

Du forstyrrer min ro,
Når du fingererer ved koteletten
Og forvandler den til et stift stykke
Af uforklarlig sammensætning.

Du forstyrrer min ro,
Når du fingererer ved min kotelet
Og forvandler mit sind til et stift stykke
Af uforklarlige sammensætninger.

Du forstyrrer min ro
Når du kommer på besøg
Og har vores fælles barn med;
Og vi for en kort stund deles om livet igen.

Du forstyrrer ikke min ro
Og vil aldrig mere kunne gøre det
- derpå er jeg i det mindste sikker -
Når jeg ligger hos de andre ukendte.
----------------------------
Foråret 2002, Claus Piculell

Strengen

Et sted inden i mig
Dirrer en streng
En streng, jeg ikke kan finde.


Et sted inden i mig
Spændt fast til en seng
Er følelser, jeg ikke kan finde.


Et sted inden i mig
Skriger en dreng
En dreng, jeg aldrig vil finde.

---------------------------
Foråret 2002, Claus Piculell

At råbe højest

Hvis de, der råber højest, altid vinder
Går menneskeheden under.
Så enten er der håb for menneskene
Eller også får man det, som man har fortjent.
------------------------
Juli 2008, Claus Piculell

Videnskab og Visdom

Vi sad foran hendes nye, brugte fjernsyn.
Min mormor og jeg.

Vi så tv-avis.
Efter at vi havde spist.
Efter at vi havde snakket.
Efter at vi havde drukket kaffe.
Alt sammen fordi jeg 'lige' havde kigget ind.

Skærmen var fyldt med ulykke og Boris Jeltsin.
Hans tropper havde lige stormet det hvide hus.
Det russiske Parlaments bygning i Moskva.
Vel at mærke!

Tv-journalisten var i gang med at udrede,
hvordan dette kunne betragtes som et forsvar for demokratiet,
mens Jeltsins blågrå øjne stormede frem under det hvide hår
langs næsen i widescreen.

I min hjerne stormede en begyndende udredning frem:
om Boris i Breshnev-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Andropov-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær,
om Boris i Tjernenko-tiden, som en særdeles tro parti-funktionær;
om hvordan jeg i Andropov-tiden hørte om rebellen Mikhael,
om hvordan jeg i Andropov-tiden aldrig hørte om rebellen Boris,
om hvordan jeg først hørte om demokraten Boris,
- lige før Mikhael faldt;
om hvordan jeg læste Mikhaels bøger om glasnost og perestrojka,
om hvordan jeg hørte Mikhael tale demokrati og nedrustning,
om hvordan jeg så Mikhael søge at praktisere, hvad han prædikede,
- blot for at se huset falde, fordi fundamentet var gennemrådnet,
- og blot for fortsat at erklære sig som socialist og demokrat;


om hvordan jeg så Boris på en af sine kampvogne på kuppets 1.dag,
om hvordan jeg hørte Boris tale russisk nationalisme og egen magt,
om hvordan jeg læste en bog, Boris vistnok engang har læst,
- hvis han da ikke byttede den for en flaske vodka; Boris som
lod Sovjet splintres, men Storrusland genopstå,
lod Sovjetforfatningen splintres, men stærk-mands-vælde genopstå,
lod Sovjetmagten splintres, men stormafiaen genopstå,
lod Sovjetøkonomien splintres, men sær-goderne genopstå,
lod Sovjetcensuren splintres, men selvcensuren genopstå,
lod det europæiske hus splintres, men det nære udland genopstå,
lod folkene splintres, men centralmagten genopstå,
lod social tryghed splintres, men sulten genopstå,
lod markedsøkonomien splintre, men statsmonopolerne genopstå,
lod demokratiet splintres, men nationalister og generaler genopstå.

Ikke et ord om Tjetjenien, for Tjetjenien havde dengang lang snor.
Som andre.
Ikke et ord om russisk selvhævdelse, for de måtte til at hævde sig.
Som andre.
Ikke et ord om international indflydelse, for de ska' da ha' nogen.
Som andre. Men også kun som andre! Og alle gerne med måde og kodeks!

Udredningen var langsomt ved at blive udredet,
brainstormen var ovre og brikkerne ved at falde på plads,
da min mormor drejede hovedet væk fra fjernsynsbilledet:
"Jeg stoler ikke på den mand -
jeg ka' ikke li' hans øjne!"
sagde hun.

Så drejede hun hovedet tilbage til skærmen
Jeg tav.

------------------------------------
2. august 1995, Claus Piculell

Pige i rød regnfrakke

”Tak ska' du ha' !” udbrød jeg:
”Der er da ikke én, 
der stemmer nej,
sådan som du ser ud.


Tænkte jeg det mon blot?
Kom det som så ofte
før og siden, siden og før
ikke længere end til at ligge lige på tungen?


Eller er den replik først kommet til mig med tiden?
Er det igen bagklogskabens ulidelige veltalenhed?
For at score, længe efter at kampen er ovre,
fører ikke den store glædesrus med sig.

 
Måske fordi jeg aldrig har fået billedet væk?
Fordi det stadig sidder på min åndelige linse?
Af nøddebrunt hår, natsorte gnistrende øjne og naturligt røde læber,
som smilende klædte dig endnu bedre end regnfrakken.

 
Måske fordi jeg utallige gange har vredet min RAM i tvivl om,
hvorvidt jeg er et kvaj,
fordi jeg lod chancen gå fra mig,
eller fordi jeg bedrager mig selv ved at tro, at der var en chance?

 
Eller måske fordi jeg ved,
at uanset hvor hvor mange andre billeder jeg ser for mig,
vil du altid kunne spadsere lige ind ad øjet
og via USB-kablet til din faste niche med dit skålpund kød.

----------------------------------
Februar 2007, Claus Piculell

En dårlig litteraturkritikers bekendelser

- måske en lille hilsen til litteraturkritikernes laug eller diverse lektorer ...

Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg er vist ikke rigtig kritisk,
Jeg kan måske bare læse litteratur;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg kan da godt se forskel på en lægeroman og Middlemarch
(selv om det på sine punkter er svært),
men ikke, om Golding eller Dickens, Gunn eller Dylan er Størst
(eller om Westminster er mere højtragende end Eliot's kritik),
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg prøver at bedømme værkernes stilkarakter,
ikke at give stilen karakter;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg prøver at se, hvad digteren vil opnå,
om det lykkes og hvordan;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg prøver altid at forstå, hvad digteren kan lære mig,
kun sjældent hvad jeg kan lære digteren;
Jeg beklager.



Jeg er en dårlig litteraturkritiker:
Jeg er vist ikke kritisk rigtigt,
Jeg kan måske bare lide litteratur;
Jeg beklager som ingen andre!
-------------------------------------------------------------
Juli 1994, Claus Piculell

Sikke en type!

”Du må prøve at forstå, hvordan du virker på andre,”
sagde en af mine bekendte engang.
Tjo, jeg er vel typen, der vil ordne en konflikt ansigt til ansigt
Men som giver andre lyst til at stikke mig en kniv i ryggen.
Og jeg er vel typen, der prøver at kæmpe fair og ofte vinder
Men som andre vil elske at sparke til, når jeg ligger ned.
Jo, jeg kan godt se det:
Den er helt gal med mig!
--------------------------------
Maj 2007, Claus Piculell

Venter, venter ...

Da jeg var blevet tyve, var jeg holdt op med at tro på Gud.
Da jeg var blevet tredive, var jeg holdt med at frygte Gud.
Da jeg var blevet fyrre, var jeg holdt op med at tro på mennesket.
Nu venter jeg spændt på at blive halvtreds ...
-------------------------
Juni 2007, Claus Piculell

Krig og Forlig

Det er bedre at demontere en større konflikt
med en mindre tvist kort og strikt
end at lade den eskalere til en total krig
- Hvis man altså ikke kan nå et forlig!
--------------------------
April 2010, Claus Piculell

Hvad er et digt?

Et digt er på rim - når det ikke er rimløst

Et digt er på vers - når det ikke er verseløst

Et digt er rytmisk - når det ikke er med brudt rytme

Et digt er kort - når det ikke er langt

Et digt er forfinet - når det ikke er uslebent

Et digt er sprogligt skønt - når det ikke er (bevidst) grimt

Et digt er opdelt i linier - når der ikke er
run-on-lines

Et digt er opstillet i sammenhængede linier - når man altså ikke har ladet tekst­behandlingen eller typografen klare sagen, fordi man lige her er glad for netop den form eller netop her er lige­glad med formen, selvom det kan gøre, at den selvk­ritiske sprog-sans svækkes, hvil­ket måske kan få læseren til at stå af i Roskilde - ikke fordi der er noget galt med Roskilde, men det er allige­vel ikke så hel­digt, når digtet nu efter køreplanen - der forhå­bent­lig holder bedre end DSB’s - skal gøre sig færdig i København...

Et digt er komprimeret - når det ikke er dvælende

Et digt er generelt - når det ikke er specifikt

Et digt er beskrivende - når det ikke er fortællende

Et digt dyrker indhold - når det ikke dyrker form

Et digt dyrker etik - når det ikke dyrker æstetik

Et digt kan handle om alt - når det ikke handler om ingenting

Et digt kan sige, hvad der menes - når der menes, hvad der siges

Når lille Peter 'digter', fortæller han ikke sandheden

Når store Klaus 'digter', fortæller han ikke blot sandheden

Så hvad er et digt?

Ja, det er et digt!

Dig it?

------------------------------
September 1995, Claus Piculell

Jeg har fået nok!

Kære, jeg skriver dette for at fortælle, at jeg har fået nok. Jeg har fået nok af altid at skulle være der, altid være glad, altid være tilfreds med det mindste.

Jeg har fået nok at ligge for dine fødder:

Mens du ser fjernsyn. Du mener, at vi 'hygger os'. Tal for dig selv, siger jeg bare! Mens du læser: Hvorfor er det lige mig, der skal varme dine tæer? Varmepuden er s'gu da for fanden opfundet! Eller mens du 'tænker' - liggende på siden med lukkede øjne.

Hvor dum tror du, jeg er?

Men ikke mindst har jeg fået nok af, at du gør det 'for min skyld'. Du er 'sammen' med mig for min skyld. Du glor, læser, skriver og prutter for min skyld. Du sætter livet til livs for næsen af mig for min skyld. Du går på lokum og ski­der dit indre liv ud igen for min skyld. Du gør det
hele for min skyld.

Hvor dum tror du, jeg er?

Og så er der dig: Jeg har fået nok af, at du kommer hjem fra arbejdet, og fortæller mig, at jeg bare ikke vil kunne forstå, hvor hård en dag du har haft. Du sætter dig 'hos mig' og forpester luften med en smøg. Du planter dig lige dér, på det eneste sted hvor jeg har fred. Du råber på mad, drikke, underholdning, og det skal være nu. Og det er altsammen 'for min skyld'!

Hvor dum tror du, jeg er?

Jeg har fået nok af jeres hundeæde. Hvorfor skal jeg have speciel mad? Hvad er det, I har på tallerkenen i jeres liv som 'voksne' - hvis det er det, I er? Hvad er det, I har oppe på bordet i jeres samtaler - hvis det er det, det er. Hvad er det, I har gang i, når I har gang i den i sengen - hvis den er det, den er? Men jeg, jeg har bare at holde mig på måtten. Om jeg er ude eller inde er ligegyldigt i den forbindelse. Om jeg hælder gammel vin på nye flasker eller omvendt har intet at sige. Om jeg er til lår eller bryst er komplet hinsides debat. Jeg får ikke noget alligevel. Men selvfølgelig er det 'for min egen skyld'.

Hvor dum tror I, jeg er?

Jeg har fået nok af jeres time-lange skænderier; undskyld: diskussioner. Jeg har fået nok af jeres evige selvforsvar; undskyld: begrundelser. Jeg har fået nok af jeres evige ignorering; undskyld: opmærksomhed.

Jeg har fået nok af, hvordan I hele tiden piller ved mig. I kan kraftstejlemig selv have dejlig blødt hår, store brune øjne og pæne "nusse" ører. Nusse-pus jer selv i stedet! Det er da vist jer, der trænger til det.

Hvor dum tror I, jeg er?

Jeg har også fået nok af den måde, I taler til mig. Som var jeg evnesvag. Som var jeg barn. Som var jeg et ringerestående væsen. Bare fordi jeres liv er lige så indholdsløst som jeres hjerner, behøver I s'gu da ikke at tale på den måde. I tror, I taler ned. Men I taler op, venner. Den dag I
taler ligeud, vælter verden. Min og jeres.

Hvor dum tror I, jeg er?

Jeg har fået nok. Skulle det være en særlig gunst, at du lader mig slikke dine uvaskede tæer? Skal jeg være glad for, at du lader mig slikke dine chokolade-fingre? Skal jeg juble over, at I lader mig slikke maden op fra gulvet? Vorherre bevares! Skal jeg rulle rundt af taknemmelighed over, at I vil udenfor et øjeblik - ellers så jeres liv s'gu da aldrig dagens lys!

Hvem fanden tror I, I er? Hvem fanden tror I, jeg er? Hvem fanden tror I, Gud er? Tror I, at min er ringere end jeres? Bare fordi jeg endnu ikke kan tale, skulle I og dét, I kalder Gud, være højt hævet over mig og min?

Ja, I har sandelig også ordnet verdenssituationen, ikke? Næste gang, så bliv lige i lænestolen, ikke?

Men nu har jeg fandengalemig og gudhjælpejer fået nok!

Hvis I vil mig noget, er jeg på mit bureau. Det med internet-surfere, intelligent-software og interessant-samtaler, jeg har fået installeret i mit hus. Det var ikke så svært. Men I kunne selvfølgelig ikke finde ud af det.

Jeg har fået nok af den måde, tingene kører på. Måske kan I leve med dét liv, men jeg kan ikke. Hvis I vil vide lidt om at leve livet, kan I jo slå på tråden. Eller banke på til den kreative afdeling. Indtil videre sætter jeg mig i min gode stol bag min fine nye dør med det flotte skilt. Hvis I vil mig noget, er jeg, hvor jeg ved, at jeg hører til, hvis der skal være retfærdighed til. På chef-kontoret!


Jeg har fået nok.
Jeg har fået nok af mit liv som hund!


Hilsen
Dixi


-----------------------------
Sommeren 1995, Claus Piculell

Pæne manerer ...

En ung pige jeg tilfældigt mødte på gaden,
Nu er tid for tilfældet at bedømme skaden.
Hun kastede et skævt blik så lige,
at jeg følte, det var bedst at tie.
Hun sagde så, at mit fjæs hun kunne ikke lide,
Derfor ville hun på det bogstaveligt talt skide.
Jeg søgte at gå videre, men fik ikke lov,
Hendes arme var om mig, stærke som tov.
Med et greb hun omkuld mig vælted'
Før hendes hænder mit ansigt ælted'.
Hun knækked' min arm og brækked' mit ben
Før hun med støvlen hun gav mig en ordentlig én.
Så satte hun sig overskrævs og blotted' sin bare,
På mit syndige hoved lod hun sin afføring fare.
Hun fandt springkniven frem og stak mig en 30 gange,
Klingen lod hun springe, mens hun sprang et par klange.
"Se, hvor pæn en opdragelse jeg har fået,"
hvæsed' hun, mens jeg håbed', at enden var nået.
Hun hvisled', mens baseballbattet slog, så det sang:
"Husk venligst på, at jeg ikke banded' en eneste gang!"
--------------------------------------
Oktober 1996, Claus Piculell

Den pæne urbanitet

Vi er så pæne mennesker,
at vi ka' da ikke ha' narkomaner, outsidere eller tabere i nærheden

Vi er måske nok halv-unge, halv-smukke og halv-rige,
men vi er i hvert fald helt pæne.

Vores børn er også så pæne,
at de måske ikke ka' si' nej til heroin, øl eller et skud AIDS.

Vi er så pæne,
at vi ikke ska' ha' gjort noget ved noget her hos os.

Vi er så pæne,
at selv en børnehave om hjørnet ka' være for meget.

Vi er så pæne,
at vi ka' holde facaden højt, og selv beundre den udefra.

Vi er så pæne,
at det er lykkedes os at få en ligusterhæk op i femte sals højde.

Vi er så pæne,
at vor krop bor i byen, men vor sjæl i villa ved vandet.

Vi er da så pæne,
at tolerance, udsyn og medfølelse er helt unødvendige for os.
-------------------------

Claus Piculell, maj 1994.

Det kunne have været en genforening

Verden er fuld af love,
der ligner tilfældigheder.
Og fuld af tilfældigheder,
der ligner love.


Derfor måtte vi mødes en dag,
hun og jeg.
For over et glas vin at huske tilbage til ungdommen.
Nu kunne vi grine af os selv og hinanden i fællesskab.


Af vore sammenstød, som burde have fortalt os noget.
Af dengang, hun og en veninde delte en lejlighed.
Som jeg ikke forsømte en lejlighed til at besøge.
”Vi kunne aldrig finde ud af, hvem af os du var ude efter,” lo hun.


”Det kunne jeg heller ikke,” sagde jeg,
vendte mig bort og bad om en ny omgang.

--------------------------------
Oktober 2006, Claus Piculell.

Imprægnabilitata

(temp.: post-modernista barroco)

 
Hvor går det dog ufattelig dårligt!
Hvad skal vi dog gøre,
vi i de snakkende klaser?

Når alt er tænkt og skrevet,
skrevet og tænkt,
tænkt og skrevet?

Vi prøver alt,
men hvad hjælper det,
når alt er...

Vi spurt-spæner sky-skrigende fra virkeligheden,
fra den evigt varierende gentagelse,
af fødsel-død, hjærte-smærte, fred-krig - pølse-pizza.
Men hvad hjælper det, når alt...

Vi læser flérstemmigt op,
op til tyve per gang,
i et kort nu er det en dyd, at historien gentager sig.
Men hvad hjælper det, når...

Vi prøver over-naturalistisk at klippe ord-båndene over,
ekstra-impressionistisk at smide dem op i luften,
mega-post-ekspressionistisk som George Martin at samle dem igen.
Nåe, men hjælper det, hvad?

Vi dølge-drukner vore ord i billed-toner,
multi-medie-muzak, (rapt - bare rapt!)
i frygten for intet nyt fra forfatter-fronten.
Mon det hjælper?

Vi iklæder os argumenter:
tilværelsens ulidelige flerhed som grund til uigennemtræ­ngelighed,
crèmen af åndslivet som dummere end en plet på lagenet.
Hjælpe-kræm?

Vi gemmer os i den dybeste hule eller det højeste træ,
dyrker væg-maleri, røg-signaleri - i snirkel-cirkler,
og skriger uartikuleret, men endelig poetisk uartikuleret, om
HJÆLP!

Imens Folket
- det 'Fluernes-Herre-agtigt' irriterende Folk
- det ufatteligt ufattende folk
ser undrende til...
ser til...
ser...
at Michael spiller Brian fri:
Jaaaah, der er mål!
Jaaaah, der er indhold!
Jaaaah, der er form!
Hvor går det dog ufattelig godt.

----------------------------------
26. maj 1994, Claus Piculell